Steven Siegel: Squeeze

(de sidste rester af aviser fjernet i 2017)

Værket Squeeze (der betyder klem eller pres eller tryk) bestod af en bunke aviser, pakket tæt sammen og af størrelse som en jagthytte. Aviserne blev holdt indenfor sin firkant af unge selvsåede ahorntræer og fik et tag af græstørv.

Denne hytte af aviser gennemgik en række forandringer. Først blev de lokale aviser med farvestrålende reklamer og fotos med tiden til en ensfarvet masse. Så begyndte ydersiderne langsomt at mørne af vand og vind og dyr,  og skulpturens kanter fik præg af geologiske lag, man kunne gå på opdagelse i.

Opdagelsen kunne især handle om ord, for denne kompakte firkant bestod af ord, beskrivelser af begivenheder, ulykker, politiske op og nedture, beslutninger, der fik indflydelse på langelænderne.

Men selvom der var tungtvejende argumenter i aviserne, skabte værket ved langsomt at formulde gro-steder for nye planter og træer.

Af hensyn til publikums sikkerhed blev TICKONS venner dog i 2018 nødt til at fjerne de sidste rester af stillads fra skulpturen, så der nu i heldigste fald stadig ligger lidt avissmuld tilbage.

Kunstner: Steven Siegel / Se mere af Siegel arbejde her.
Årstal: 1997

Steven Siegel, født 1953 i USA og uddannet billedhugger på Pratt Institute Brooklyn, New York. Efter at have arbejdet med abstrakt skulptur i gallerier, har han siden 1983 flyttet sit arbejdsfelt ud i naturen.

SE FLERE AF VÆRKERNE HER