ARTWORK

I Tranekær Slotshave finder man en spetakulær kulturhave, hvor kunst og natur er i hovedsædet – nemlig TICKON. Formålet centret er at invitere kunstnere til at skabe en dialog med naturen på Langeland og at dokumentere de overvejelser, som kusntnere fra mange lande gør sig ved mødet med dansk natur.

Kunsten i Tranekær Slotshave er udført på stedet og til stedet af kunstnere fra hele verden, der har valgt naturen som deres samarbejdspartner. Det betyder samtidig, at forvandling og flygtighed bliver væsentlige faktorer i værkerne. Langt de fleste af kunstnerne har arbejdet med materialer hentet i den langelandske natur, men dog med undtagelser i form af materialer og medier i korte forløb.

Dette har været forudsætningen for de – efterhånden mange – kunstnere, som har været med til at sætte deres præg i TICKON siden 1993. Nogle værker står stadig, nye er kommet til, andre er forsvundet. Se både nuværende og forhenværende værker her.

LAND ART

Men hvad er naturkunst? Naturkunst – også kaldet land art eller environmental art – er nogle af de betegnelser, som hver for sig og tilsammen karakteriserer værker, der er skabt udendørs og i samspil med et givet udsnit af naturen. Der er derfor ikke tale om figurer af eksempelvis marmor og bronze, men derimod forgængelige konstruktioner af grene og sten.