Jane Balsgaard: Lavendel Passage

(fjernet fra parken i 1999)

Jane Balsgaards Lavendel Passage bestod af to parallelle plinter af rafter, som på de udvendige sider var beplantet med vedben og i passagen med lavendel. Passagen åbnede for udsigten til Tranekær Slot og skulle med duften fra lavendlerne tiltrækker bier og elskende!

Så dér passerede man langsomt forbi, mens de blålilla blomster sendte sine fortættede duftolier ud og meldte om varme og sommer, forelskelse og passion.

Kunstneren, Jane Balsgaard, arbejder altid med naturens egne materialer – bambus, birkeblade, brændenælder, tidsler. Især har hun fået inspiration fra gentagne ophold i Japan.

Men mens hun i de fleste tilfælde drages mod det lyse og svævende, det gennemsigtige, som løfter sig mod himlem, var det i stedet Tranekær-områdets landbrugsland, som inspirerede hende til nærkontakt med mulden. Her hvor stenalderhøje står tæt, og hvor jorden dækker flintøkser og oldtidsfund.

Skulpturen i TICKON var derfor tænkt som en klump jord, der åbner sig som en troldhøj, kløvet af den magiske duft af lavendler.

Desværre krævede passagen meget vand, mere end hvad regnen kunne klare. Lavendlerne tålte ikke at tørre ud, hvorfor passagen blev fjernet i 1999.

Kunstner: Jane Balsgaard / Se mere af Balsgaards arbejde her.
Årstal: 1993

Jane Balsgaard, født 1939 i København, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Har skabt værker  og konceptuelle installationer over hele Europa samt i Japan. Har tilbragt meget tid på Langeland, hvor hun bl.a. har arbejdet sammen med Bitt Smelvær (se denne).

SE FLERE AF VÆRKERNE HER